Content area
Full Text
Det er først og fremmest på tv, at Lisbet Lundquist, 70 år i morgen, er dukket op på det seneste. I øjeblikket kan man om søndagen opleve hende i en af hendes bedste tv-roller. Som den alkoholiserede og utro Kirsten i genudsendelsen af 'Rejseholdet' spillede hun sit helt eget drama på sidelinjen af kriminalgåderne. Og som den fraværende mor, som Mille Dinesens hovedperson har et noget anstrengt forhold til i TV2s ganske glimrende skolekomedie 'Rita', gav Lisbet Lundquist figuren en sårbar sødme og et intelligent glimt i øjet, så man næsten blev helt ærgerlig over, at hun - af hensyn til handlingen - måtte lade livet et stykke inde i sæsonen. Et par roller, der vidner om, at dansk film måske aldrig helt har fået det ud af Lisbet Lundquist, som talentet åbenlyst rækker til: det stadig så smukke ansigt, som nu kun har fået alderens udtryksfuldhed.