Content area
Full Text
»Positivisme« hører til de mest kontroversielle og mangetydige termer i moderne debatter om samfundsvidenskabelig metode. Bredt anvendte læ rebøger er på én gang ofte uklare og voldsomt indbyrdes uenige angående positivismens metafysiske, erkendelsmæ ssige og ideologiske forpligtelser. Denne artikel leverer en receptionshistorisk behandling af positivismen fra dens dobbelte udspring i det 19. århundredes franske og tyske filosofi frem til i dag. Hermed kortlæ gges en ræ kke væ sentlige historiske omforståelser og misforståelser som baggrund for nutidens begrebsforvirring. Det påvises efterfølgende, at forskellige positivistiske retningers forhold til videnskabelig objektivisme er en temmelig kompleks og varieret affæ re. Det er således ufrugtbart at behandle samfundsvidenskabelig positivisme og objektivisme under ét, sådan som det ofte gøres.
Positivisme; Objektivisme; Fæ nomenalisme; Logisk Empirisme; Kritisk Teori
Indledning
Meget taler for, at samfundsvidenskaberne læ nge har befundet sig i en postpositivistisk epoke; en tid, hvor hverken disse discipliners dominerende metoder eller toneangivende metodelæ re læ ngere falder ind under ?positivismen? (jeg vil i denne artikel sæ tte ?positivisme? i anførselstegn, hver gang termen bruges bredt og uforpligtende som her. En mere præ cis terminologi indføres nedenfor). Der er således i dag meget langt mellem aktive sociologer, som åbent bekender sig til en form for ?positivisme?.2 I 2004 noterede professor i sociologi Heine Andersen sig da også, at ?positivistiske? ambitioner om at opdage universelle sociale lovmæ ssigheder hørte fortiden til, og at kun 7 % af hans fagfæ ller opfattede det æ rkepositivistiske erkendelsesmål forudsigelse som vigtigt for deres forskning (Andersen 2004: 105). I forordet til sin banebrydende metodologiske læ rebog Hinsides Positivismen (Beyond Positivism) bemæ rker den amerikanske økonom Bruce Caldwell, at ?positivismen? for læ ngst var et overstået kapitel, da bogen første gang udkom i 1982.3 Og allerede i 1967 havde en toneangivende leksikonartikel erklæ ret den såkaldte ?logiske positivisme? så død, som nogen filosofisk bevæ gelse kan blive (Passmore 1967: 57).
»Positivismens« stjerne synes altså at væ re blegnet allerede i 1960'erne, nogen tid før den store eksplosion i metodologisk samfundsvidenskabelig litteratur fra midten af 1970'erne og frem. På den baggrund kan det undre, at stort set enhver af disse læ rebøger har et fyldigt afsnit om ?positivismen?.4 En mulig forklaring kan væ re, at samfundsvidenskaberne i dag opretholder det, Heine Andersen rammende har kaldt en ?bekvemmelighedsrelativisme?;...